Switch language to english

Navigation

Mest Til

Du er her: Samfundsvidenskab » Aktuelt » Nyhed 392

Økonomer får adgang til værdifuld finansiel data

Kategori SAM - Nyheder

Adgang til internationale databaser vil styrke kvaliteten af den økonomiske forskning på Aarhus Universitet og bidrage til bedre risikostyring i finanssektoren

Den finansielle krise viser med al tydelighed, at vi har brug for mere økonomisk forskning, der kan bidrage med nye redskaber til at håndtere risiko på de finansielle markeder.

Økonomiske forskere på Aarhus Universitet samt CBS, Syddansk Universitet og Københavns Universitet får nu mulighed for at styrke kvaliteten og spændvidden af dansk empirisk forskning inden for områderne finansiering, regnskab og kvantitativ økonomi.

Det sker med en bevilling på 10 millioner kroner fra den nationale pulje for forskningsinfrastruktur. Bevillingen supplerer en tidligere bevilling på ca. fire millioner kroner fra Forskningsrådet for Samfund og Erhverv fra foråret 2009 og skal bruges til etableringen af Danish Data Center for Accounting and Finance (D-DCAF).

Databaser afgørende for forskning af høj kvalitet
”Hvis vi vil begå os internationalt og publicere artikler i de bedste tidsskrifter, er det helt afgørende for den empiriske forskning, at vi får adgang til en række internationale databaser, hvor vi kan hente oplysninger om bl.a. priser på aktier, obligationer, derivativer og finansiel regnskabsinformation,” siger centerleder Peter Ove Christensen fra Danish Center for Accounting and Finance (D-CAF). D-CAF er et nationalt virtuelt center for forskning i regnskab og finansiering, og det nye datacenter D-DCAF bliver placeret som en afdeling under D-CAF.

Peter Ove Christensen er professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet, der også huser grundforskningscentret CREATES, som dermed også får glæde af de internationale databaser. Det samme gør en række forskere og centre ved ASB, Københavns Universitet, CBS og Syddansk Universitet.

”De toneangivende amerikanske forskningsmiljøer har adgang til databaserne, og flere og flere europæiske universiteter får adgang til databaser som CRSP, Compustat og OptionMetrics gennem WRDS, der er et internetbaseret databasestyringssystem udviklet på The Wharton School of the University of Pennsylvania. Muligheden for at anvende disse data har stor betydning, når vi skal trække udenlandske forskere og ph.d.-studerende til Danmark,” siger Peter Ove Christensen.

Forskning til gavn for den finansielle sektor
Den finansielle sektor ansætter i høj grad ph.d.-kandidater fra universiteterne som specialister, og dermed får finanssektoren også gavn af, at de økonomiske forskningsmiljøer nu kan deltage i den internationale database infrastruktur.

Peter Ove Christensen forklarer, hvordan regnskabsforskning for eksempel kan bidrage med viden om, hvordan man styrer risici og regulerer de finansielle markeder:

”Regnskabsinformation er vigtig for effektiv beslutningstagning, incitamenter i virksomheder og for de finansielle markeders funktionsdygtighed. Ethvert nyt privat eller forretningsmæssigt initiativ skal finansieres, og der kan ikke ske ny finansiering uden solid regnskabsinformation. I de seneste årtier har samspillet mellem teori og dataanalyser været yderst succesfuldt inden for regnskabs- og finansieringsforskningen, men der er helt sikkert mere at lære.”

D-CAF sponsoreres af Nykredit
Nykredit og Nykredits Fond besluttede i foråret 2009 at fortsætte støtten til fri forskning i finansiering og regnskab. Det sker gennem forlængelse af sponsoratet til forskningscentret D-CAF med én million kroner over de kommende to år.
Sponsoratet er med til at sikre, at D-CAF kan fastholde og udbygge positionen som et af de førende forskningscentre i Europa i finansiering og regnskab, og for Nykredit handler sponsoratet om at bidrage til et højt vidensniveau i finanssektoren. En fast bestanddel af samarbejdet mellem Nykredit og D-CAF er det årlige Nykredit Symposium, hvor forskere og specialister fra den finansielle sektor bidrager med indlæg om et aktuelt tema.

Nærmere information:
Centerleder for D-CAF Peter Ove Christensen, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, tlf. 89 42 21 32, mail, pochristensen@remove.this.econ.au.dk

Baggrund om D-CAF
D-CAF er et forskningscenter i regnskab og finansiering under ledelse af professor Peter Ove Christensen fra Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet. Centeret har ca. 50 forskere tilknyttet fra Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Københavns Universitet, Copenhagen Business School samt en række udenlandske universiteter. Centeret har tillige opnået støtte fra Foreningen af Statsautoriserede Revisorer og Forskningsrådet for Samfund og Erhverv. Det er centerets formål at fremme forskningen i regnskab og finansiering i Danmark og dermed styrke uddannelserne på kandidat og ph.d.-niveau i disse fagområder.


Henvendelse om denne sides indhold: Aase Bak
Revideret: 11.01.2010